Optagelse
Optagelse på toårigt hf
Der er to måder at blive optaget på, afhængig af om du søger direkte fra 10. klasse, eller om du har været ude af folkeskolen i mindst ét år efter 10 års skolegang.
Ansøgere direkte fra 10. klasse
Hvis du søger direkte fra folkeskolen, skal du være anset for uddannelsesparat.
Du anses for uddannelsesparat, hvis du har de faglige, personlige og sociale forudsætninger, som er nødvendige for at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Du skal have afsluttet 10. klasse eller have gennemført en undervisning, der står mål med undervisningen i folkeskolens 10. klasse.
Du skal have aflagt 10.klasse-prøve i dansk, engelsk og matematik både skriftligt og mundtligt. Desuden skal du have aflagt enten folkeskolens afgangsprøve eller 10. klasse-prøve i fysik/kemi, og du skal have indstillet dig til folkeskolens afgangsprøve eller 10.klasse-prøve i tysk eller fransk.
Hvis du ikke anses for uddannelsesparat af din folkeskole og UU og dine forældre er uenige i denne vurdering, skal du til en optagelsesprøve.
Ansøgere der har været væk fra skolen efter 10 års skolegang
Hvis du ikke opfylder ovennævnte krav eller har været ude af folkeskolen i et eller flere år, optages du på grundlag af hf-kursets konkrete vurdering af dine faglige, personlige og sociale forudsætninger. Denne vurdering foretages på grundlag af en optagelsessamtale med en studievejleder. I tvivlstilfælde kan du komme til en optagelsesprøve eller en faglig test.
Ansøgning
Ansøgningsfristen er 1. marts.
Du søger om optagelse enten gennem din folkeskole og UU (hvis du er under 18) eller på Undervisningsministeriets optagelsesskema på
www.optagelse.dk. Du kan også hente et skema på
www.ghf.dk. eller henvende dig til Gentofte HF-kursus og få tilsendt et skema.
Du skal vedlægge kopi af dine tidligere eksamensbeviser. Hvis du er under 18, skal du også vedlægge din uddannelsesplan.
Optagelsessamtale
Når hf-kurset har modtaget din ansøgning, vurderer vi om du skal indkaldes til en optagelsessamtale på studievejlederkontoret.
Optagelsessamtalen er ikke en optagelsesprøve, men en samtale om din uddannelsesparathed dvs. dine faglige, personlige og sociale forudsætninger. Samtalen varer ca. 15 minutter.
På baggrund af denne samtale og dine eksamenspapirer afgør studievejlederne og rektor, om du er parat til hf på dette tidspunkt. Hvis vi er i tvivl, vil du blive indstillet til en optagelsesprøve eller en faglig test.
Den obligatoriske optagelsesprøve
Du skal til optagelsesprøve, hvis du er anset for at være ikke-uddannelsesparat. Prøven forgår d. 10.-13. april.
Formålet med optagelsesprøven er at afprøve dine faglige forudsætninger og vurdere din studiekompetence.
Du prøves både skriftligt og mundtligt i dansk, engelsk og matematik på 10. klasses niveau og i mundtlig fysik/kemi på 9. klasses niveau.
Ved prøvens start får du udleveret en tekst på dansk og en tekst på engelsk. Teksterne er 1-2 sider lange. Du får også udleveret et spørgsmål i matematik.
Derefter har du en time til at læse teksterne og besvare et spørgsmål om teksterne skriftligt på dansk og på engelsk. Du skal skrive ca. en halv side på dansk og på engelsk, og du skal også regne en matematikopgave skriftligt.
Efter forberedelsen afleverer du dit skriftlige arbejde, og du prøves i en samtale om teksterne med en dansklærer og en engelsklærer. Først taler du på dansk om den danske tekst, derefter på engelsk om den engelske.
Bagefter prøves du mundtligt hos en matematiklærer og en lærer i fysik/kemi. I matematik får du en ny regneopgave, og i fysik/kemi får du et eller to spørgsmål om fx kemiske reaktioner.
Når prøven er slut, sender hf-kurset resultatet både til dig og til UU med en uddybende begrundelse til UU som så reviderer din uddannelsesplan.
Vil du vide mere? Ring 39651103 eller mail
mlm@ghf.dk